På grund af vor tids almene kulturelle overfladiske og egoistiske og forfladigelse, som  også har bredt sig til ridekunsten, vinder afstraffelse af hesten desværre igen stærkt frem. Der findes faktisk ryttere både på højt og lavt niavu, som næsten sætter straffen over hjælperene! Hvad man får at se på dette område selv i fuld offentlighed er ganske forfærdende. Hos en fagmand trænger det spørgsmål sig uvilkårligt på, hvilke midler den slags ryttere mon betjener sig af, når de arbejder for lukkede døre. Enhver afstraffelse er helt sikkert forkert, når den fagligt uddannede iagtager ikke kan regne ud, hvorfor den gives.
 Hvordan skal en hest i så fald vide, hvorfor den bliver straffet.

 Men også en anden kendsgerning står fast: jo større rytterens personlige ambitioner er, og jo ringere hans kunnen, jo grovere vil han behandle sin hest. Han vil med magt andvendelse forsøge at bibringe heste, hvad han ikke kan opnå med de hjælpere der står til hans rådighed i henhold til de klassiske principper.
Straffens betydning må aldrig vurderes højere end hjælpernes, som det desværre ofte sker.

 Før anvendelsen af en hvilken som helst straf bør rytteren stille sig 3 kardinalspørgsmål:
1 Er en afstraffelse virkelig nødvendig? (I tvivlstilfælde er det altid bedre at undlade afstraffelse end at straffe uretfærdigt)
2 Hvilken form for straf forekommer passende og i vilken udstrækning?
3. hvornår skal afstraffelsen gives?

Til punkt 1: Før enhver straf bør rytteren overveje om hesten virkelig er ulydig, eller om den ikke har forstået ham, eller måske overhovedet ikke er i stand til at opfylde rytterens krav. En rolig overvejelse er  meget vigtig i dette tildfælde. Manglende forståelse og evne hos hesten udelukker nemlig enhver afstraffelse, hvis dens uddanlese ikke skal hæmmes af angst og dens tillid til mennesker svækkes. En uretfærdig og uforståelig straf, kan kun alt for let føre til genstridighed.
Hvis hesten bliver bevidst om sin styrke, kommer det til en styrkeprøve mellem den og rytteren, hvad man så vidt muligt bør undgå- Men under ingen omstændigheder må hestens frygt imødegås med straf, for så vil angsten for straffen blive føjet til frygten og derved i panikken bruge sin styrke mod rytteren af bare frygt og selvforsvar.

Punkt 2: Rytteren bør nøje kende sin hests temperament og følsomhed. Og han bør også være klar over dens forstandmæssige opfattelsesevne og dens uddanelsesniavu. Kun når han er helt på det rene med det, kan han fastsætte en passende straf. Den ligegyldige dovne hest må straffes kraftigere end den fyrige, overivrige,flittige. Den sidstnævnte vil ofte opfatte en forstærket hjælp som straf.

Punkt 3: Det kan ikke fremhæves ofte nok at straffen  bør følge umiddelbart efter anledningen til afstraffelsen. Hvis det ikke sker, er virkningen forfejlet.
Et barn, der først om aftenen bliver straffet for en forseelse om morgnen, kan ikke længere begribe, hvorfor man straffer det. Det nøjagtiget det samme med den for sent straffede hest. Hvis rytteren ikke er i stand til straks at tildele straffen, må han helt opgive den, for en forsømt afstraffelse vil forvolde lige så stor ulykke som en uretfærdig afstraffelse.

At afstraffelse skal foregå konserkvent, og at de aldrig bør ske på grund af dårligt humør eller i vrede, behøver vel næppe at blive spicielt understreget. For man bør ALDRIG glemme hestens gode hukommelse eller dens tendens til at føle frygt. bestræbelserne på at vinde hestens tillid bør altid være en af uddannelsens hovedeprioiteter.

Rytteren bør altid være sin hest overlegen i SIND og BEHERSKELSE, for han skal ALDRIG undertvinge den med magt, men ved hjælp af klogskab få den til at underordne sig hans/huns vilje med venlighed.

Belønningen bør ske umiddlbart efter andledningen, hvis den skal ha nogen værdi.
Desværre ser man alt for ofte, at mange ryttere straks er klar til at straffe, men glemmer at belønne og bare tager sin firbenede partners gode præsentationer som noget selvføligt. EN STOR FEJL!!!
 Besynderligt nok bliver straffene i næsten alle ridebøger behandlet mere grundigt end de forskellige former for belønning. Således hævder for eksempel Grisone i sin ridelære, at strafens ophør i sig selv er belønning for hesten. Og dog har ryttere netop med hensyn til belønning en hel skala af muligheder - lige fra kærtegn til lækkerbiskner - Mangfoldig er de mange måder, hvorpå man kan vinde hestens tillid og kærlighed og fremme dens glæde ved arbejdet.

Den TÆNKENDE rytter vil hurtigt fastslå, at heste ikke kun er taknemmelig for enhver belønning, men at det også animere dem til at anstrenge si for at gøre rytteren tilfreds og blive belønnet. Men også rytterens mentalitet og karakteregenskaber kan man slutte sig til efter den måde, hvorpå han/hun andvænder belønning og straf.
 De enkelete former for belønning er klap og ros med varm stemmeklang. Det med at klappe skal imidlertidigt ikke foregå, som man tidligere kunne se det ved militæret: en så lydeligt og takfast klappen som muligt med flad hånd på hestens hals - hvormed man ikke kunne undgå at få det indtryk, at handlingen mere var beregnet på omgivelserne end som belønning til hesten. Blid og kærtegnende skal man klappe hestens hals eller age dens hovede.
Meget virkningsfuld er desuden at indlægge en skridt pause for lange tøjler efter en vellykket lektion.
Hesten vil meget hurtigt opfatte denne gestus fra rytteren, den forbigående afslutning af arbejdet, som en belønning og vil næste gang anstrænge sig for hurtigt igen at gøre sig fortjent til en sådan belønning.
 Det er meget interresandt, at allerede Xenofon opfordrede til, at rytteren som belønning strakst skulle sidde af det sted, øvelsen havde foregået, og derfra føre hesten i stald og ikke ride den derhen.

Foder og sukker efter vellykket  øvelser vil hesten ligeledes betragte som en belønning, såfrem at det tilgives straks efter øvelsen.

Temaet _Belønning_ kan ikke afsluttes uden at påpege, at også belønningens art bør rette sig efter hestens karakter. Særligt følsomme og kærligt anlagte dyr vil være tilfredse bare med et kærtegn, mens andre, mere materilistiske, gerne giver afkald på ømhed til fordel for sukker eller tilsvarende lækkerier.
 derfor bør man altid vurdere hvilken belønning ens hest bør ha.

feks vil en vågen og meget følsom hest ha bedre af et kærligt klap end feks sukker som måske vil gøre den mere vågen og ukonsentreret, her ville en sund godbid som lidt foder eller et stykke gulerod ha større virkning.
mens en mere "tung" og rolig hest ikke tager skade af lidt sukker forudsat at den ikke bliver overfodret med det.

Dog frarådes det at give sukker, da der er stor risiko for tandproblemer, man bør bruge frugt eller foder eller spicielt lavede godbidder til formålet, hvis man giver lækkerbiskner som belønning.

Allerede Xenofon advarede imod altid at udføre øvelser på samme sted, forde hesten da ikke længere venter på rytterens hjælper, men så snart den har nået det bestemte sted uopfordret udfører de øvelser, der tidligere er blevet forlangt der.

Den konstante iiagttagelse af hesten under ridningen og i stalden er imidlertidigt også nødvendig, for at rytteren ved opståemde vanskeligheder kan vurdere om de skyldtes for hurtig stigende krav, manglende forståelse eller slet  og ret ulydighed.
Da heste i almindelighed er godmodige anlagt, vil opsætigheder for det meste være en  følge af for høje krav eller smerte, sjældnere i ulydighed. Det bedste holdepunkt med hensyn til den korrekte arbejdsgrad om, at hesten skal
 vende lige så glad tilbage til stalden, som den forlod den. Står den derimod med hængende hovede, træt og gnaven i sin boks flere timer efter arbejde, er det et alvorligt advarselstegn til rytteren om, at han bør undersøge hvad grunden kan være.

Enhver rytter, der begynder uddanelsen af en ung, stadig utilredet hest, bør være klar over, hvad han/hun vil med sin hest, og hvordan han/hun bedst og hurtigst når dette mål. Jo mere viden og erfaring rytteren har - de grundlæggende krav til enhver lærer - jo hurtigere vil det tilstræbte resultat vise sig. 
 
Men uddannelsens grundighed må aldrig falde som offer for ønsket om det kortest mulige uddannelsesforløb.

Frem for alt bør rytteren holde sig fra en hver for, for skabelonarbejde og istedet lade den individuelle undervisning af hesten/ne komme i første række. Kun da vil han bemærke de mangfoldige små nuancer, som hans hests/tes anlæg og styrker viser ham, og som lærer ham at gøre indlæringen så let og morsom for hesten som muligt. Nøjagtig som hos et menneske kan man afhjælpe legemelige svagheder ved planmæssige gymnastiske øvelser, kan man også komme hestens natur til hjælp.
Man bør derfor lære den unge hest rigtigt at kende både fysisk og psykisk og behandle den i overenstemmelse med dens andlæg. Er man lydhør over for det enkelte dyrs individualitet, når man hurtigst målet, nemlig at få hesten til at udfølde sin højste ydeevne og samtidig bevare dens gode humør. Derudover lykkeds det også at overvinde eller i det mindste mildne fejl ved såvel kropsbygning som temperament. Iøvrigt kommer man lettere af med bygningsfejl end med temperamentsfej.

Træneren bør - fra remonte til den viderekommende elev -  altid stræbes efter at gøre sin hest så dygtig, at den kan lystre ham og også vil lystre ham til grænsen af sin ydeevne.
Forudsætningen er at hestens ubetingede tillid til sin rytter, der på sin side hjælper sin elev med udviklingen gennem planmæssigt arbejde og bør tragte efter at gøre den smidig og dygtig.
Denne tankegang bør ligge til grund for hele hestens uddanelse.

Før rytteren begynder at arbejde med en ung hest, kan han/hun ikke tit nok gøre sig klart, at den udover at være vanedyr også har en ualmindelig god hukommelse. Derfor vil den allerede efter forholdsvis kort tid forsøge at komme rytteren i forekøbet under øvelser, især hvis disse øvelser af tankeløshed eller bekvemmelighed for det meste udføres samme sted og i samme rækkefølge.

Som grundregel for uddannelsen af unge heste bør man være opmærksom på, at jo ædlere, jo mere mentalt udviklet disse dyr er, jo klogere, men også mere følsomme er de. Derfor bør behandlingen af dem også være endnu mere omsorgsfuld. Fuldblod eller raceheste og blandinger heraf er langt mere nærtagende over for grove eller endog uretfærdige behandling end heste, der ikke er helt så ædle. De fatter også meget hurtigere, men er til gændgæld tilbøjlige til at sætte sig op imod ufornuftige behandlinger og krav.

De første indtryk, hesten får af menneskers behandling, er udslagsgivende. Disse indtryk er af grundlæggende betydning for dens senere forhold til mennesker.
 
Man kan sige med ret stor sikkerhed, at en stor del af de såkaldt onskabsfulde heste ikke er født onde, men først er blevet det på grund af forkert behandling. Det påståes endog, at heste af bestemte famillie linier har tendens til onskabsfuldhed - men hvem har undersøgt, om opdragelsen af disse heste ikke er blevet uheldigt påvirket af forudintagethed? Vist er heste af visse famillier mere iltre og psykisk sensible - og følgelig sværere at håndtere.
Når nu disse heste har ry for at være ondskabsfulde, nærmer menneskene sig dem muligvis ubevidst med mistro, indtager på forhånd en slags forsvarsstilling, irritere dem og tilskynder dem måske først derved til ondskabsfuldhed.
De fleste opsætsigheder skyldes enten frygt for mennesket eller at hesten ikke forstår, hvad mennesket forlanger af den, eller endnu ikke er i stand til at yde det ofte for tidligt forlangte.

Hårhendet eller ufornuftig behandling i stalden kan gøre en hest uvillig til uddanelse, især når det drejer sig om unge, menneskesky og meget sensible dyr. Selv hos allerede tilredne heste påvirkes den dygtige rytters resultater af dårlig behandling i stalden.

Det er uhyr vigtigt, at rytteren holder øje med hestens opførdsel i stalden og over for sin passer, hvis han vil ha dyret til at yde det fuldkommene.

 Alois podhajsky er fofatteren af bogen _ den klassiske dressur- som rigtig mange mennesker kender, jeg har selv bogen og har aldrig rigtig fet læst den fra start til slut, men nu har jeg bestemt mig for at lave en Blog herinde hvor jeg skriver de ting ned jeg syntes er rellevant og brugbare i bogen, på en måde forkorter jeg vel bogen til kun det der skal/kan bruges i uddanelsen af hypsen og undlader alle historierne bag, medmindre jeg syntes det forklare et eller andet ang hesten på en go måde. så nu m vi se. jeg laver en tilsvarende blog under HMS med guruen Klaus ferdinant hemfling, da han i mine øjne er den der er BEDST til heste komunikation på verdensplan.
 denne blog er mere for at se om jeg overhovede er i stand til at få det hele med trods det at det bliver forkortet, så det er ordret skrevet efter bogen og på et senere tidspunk vil jeg så forsøge at udføre det i praksis med narnia og se om jeg har forstået det korrekt, så vi prøver os idt frem.