Belønningen bør ske umiddlbart efter andledningen, hvis den skal ha nogen værdi.
Desværre ser man alt for ofte, at mange ryttere straks er klar til at straffe, men glemmer at belønne og bare tager sin firbenede partners gode præsentationer som noget selvføligt. EN STOR FEJL!!!
Besynderligt nok bliver straffene i næsten alle ridebøger behandlet mere grundigt end de forskellige former for belønning. Således hævder for eksempel Grisone i sin ridelære, at strafens ophør i sig selv er belønning for hesten. Og dog har ryttere netop med hensyn til belønning en hel skala af muligheder - lige fra kærtegn til lækkerbiskner - Mangfoldig er de mange måder, hvorpå man kan vinde hestens tillid og kærlighed og fremme dens glæde ved arbejdet.
Den TÆNKENDE rytter vil hurtigt fastslå, at heste ikke kun er taknemmelig for enhver belønning, men at det også animere dem til at anstrenge si for at gøre rytteren tilfreds og blive belønnet. Men også rytterens mentalitet og karakteregenskaber kan man slutte sig til efter den måde, hvorpå han/hun andvænder belønning og straf.
De enkelete former for belønning er klap og ros med varm stemmeklang. Det med at klappe skal imidlertidigt ikke foregå, som man tidligere kunne se det ved militæret: en så lydeligt og takfast klappen som muligt med flad hånd på hestens hals - hvormed man ikke kunne undgå at få det indtryk, at handlingen mere var beregnet på omgivelserne end som belønning til hesten. Blid og kærtegnende skal man klappe hestens hals eller age dens hovede.
Meget virkningsfuld er desuden at indlægge en skridt pause for lange tøjler efter en vellykket lektion.
Hesten vil meget hurtigt opfatte denne gestus fra rytteren, den forbigående afslutning af arbejdet, som en belønning og vil næste gang anstrænge sig for hurtigt igen at gøre sig fortjent til en sådan belønning.
Det er meget interresandt, at allerede Xenofon opfordrede til, at rytteren som belønning strakst skulle sidde af det sted, øvelsen havde foregået, og derfra føre hesten i stald og ikke ride den derhen.
Foder og sukker efter vellykket øvelser vil hesten ligeledes betragte som en belønning, såfrem at det tilgives straks efter øvelsen.
Temaet _Belønning_ kan ikke afsluttes uden at påpege, at også belønningens art bør rette sig efter hestens karakter. Særligt følsomme og kærligt anlagte dyr vil være tilfredse bare med et kærtegn, mens andre, mere materilistiske, gerne giver afkald på ømhed til fordel for sukker eller tilsvarende lækkerier.
derfor bør man altid vurdere hvilken belønning ens hest bør ha.
feks vil en vågen og meget følsom hest ha bedre af et kærligt klap end feks sukker som måske vil gøre den mere vågen og ukonsentreret, her ville en sund godbid som lidt foder eller et stykke gulerod ha større virkning.
mens en mere "tung" og rolig hest ikke tager skade af lidt sukker forudsat at den ikke bliver overfodret med det.
Dog frarådes det at give sukker, da der er stor risiko for tandproblemer, man bør bruge frugt eller foder eller spicielt lavede godbidder til formålet, hvis man giver lækkerbiskner som belønning.
Desværre ser man alt for ofte, at mange ryttere straks er klar til at straffe, men glemmer at belønne og bare tager sin firbenede partners gode præsentationer som noget selvføligt. EN STOR FEJL!!!
Besynderligt nok bliver straffene i næsten alle ridebøger behandlet mere grundigt end de forskellige former for belønning. Således hævder for eksempel Grisone i sin ridelære, at strafens ophør i sig selv er belønning for hesten. Og dog har ryttere netop med hensyn til belønning en hel skala af muligheder - lige fra kærtegn til lækkerbiskner - Mangfoldig er de mange måder, hvorpå man kan vinde hestens tillid og kærlighed og fremme dens glæde ved arbejdet.
Den TÆNKENDE rytter vil hurtigt fastslå, at heste ikke kun er taknemmelig for enhver belønning, men at det også animere dem til at anstrenge si for at gøre rytteren tilfreds og blive belønnet. Men også rytterens mentalitet og karakteregenskaber kan man slutte sig til efter den måde, hvorpå han/hun andvænder belønning og straf.
De enkelete former for belønning er klap og ros med varm stemmeklang. Det med at klappe skal imidlertidigt ikke foregå, som man tidligere kunne se det ved militæret: en så lydeligt og takfast klappen som muligt med flad hånd på hestens hals - hvormed man ikke kunne undgå at få det indtryk, at handlingen mere var beregnet på omgivelserne end som belønning til hesten. Blid og kærtegnende skal man klappe hestens hals eller age dens hovede.
Meget virkningsfuld er desuden at indlægge en skridt pause for lange tøjler efter en vellykket lektion.
Hesten vil meget hurtigt opfatte denne gestus fra rytteren, den forbigående afslutning af arbejdet, som en belønning og vil næste gang anstrænge sig for hurtigt igen at gøre sig fortjent til en sådan belønning.
Det er meget interresandt, at allerede Xenofon opfordrede til, at rytteren som belønning strakst skulle sidde af det sted, øvelsen havde foregået, og derfra føre hesten i stald og ikke ride den derhen.
Foder og sukker efter vellykket øvelser vil hesten ligeledes betragte som en belønning, såfrem at det tilgives straks efter øvelsen.
Temaet _Belønning_ kan ikke afsluttes uden at påpege, at også belønningens art bør rette sig efter hestens karakter. Særligt følsomme og kærligt anlagte dyr vil være tilfredse bare med et kærtegn, mens andre, mere materilistiske, gerne giver afkald på ømhed til fordel for sukker eller tilsvarende lækkerier.
derfor bør man altid vurdere hvilken belønning ens hest bør ha.
feks vil en vågen og meget følsom hest ha bedre af et kærligt klap end feks sukker som måske vil gøre den mere vågen og ukonsentreret, her ville en sund godbid som lidt foder eller et stykke gulerod ha større virkning.
mens en mere "tung" og rolig hest ikke tager skade af lidt sukker forudsat at den ikke bliver overfodret med det.
Dog frarådes det at give sukker, da der er stor risiko for tandproblemer, man bør bruge frugt eller foder eller spicielt lavede godbidder til formålet, hvis man giver lækkerbiskner som belønning.
RSS Feed